onsdag den 6. november 2013

Jean Piaget - Kognitiv læring


Ifølge Jean Piaget er barnets kognitive udvikling styret af en adaptationsproces (en tilpasningsproces), som består af to aspekter: assimilation og akkommodation. Disse to indgår i en dynamisk proces (en vekselvirkning).
Det, der tilpasses enten via assimilation eller akkommodation, er barnets erfaringer med omverdenen og sig selv. Alle disse meget forskellige erfaringer systematiseres i bestemte kognitive strukturer eller skemaer, som Piaget også kalder dem. Efterhånden som barnet modnes, bliver disse skemaer mere nuancerede og abstrakte.
Assimilation er tilpasningen af nye erfaringer, så de kommer til at passe ind i den erfaringsmængde og de kognitive skemaer, som barnet allerede har. Barnet lærer at generalisere.
Akkomodation er, når barnet møder eller gør sig erfaringer, der ikke passer ind i dets allerede eksisterende erfaringsmængde og kognitive skemaer. Derfor må barnet ændre på sig selv og sine skemaer for at inkludere det nye. Barnet lærer at differentiere.
Denne dynamiske adaptationsproces med assimilation og akkomodation foregår hele livet.


I forhold til vores pædagogiske produkt
Når vi præsenterer et tiltag, der skal ændre på strukturen i den måde børn i højere grad bliver opdraget og uddannet i digitale medier, skal det foregå i forbindelse med begrebet assimilation. Altså, at barnet genkender dele i den fysiske aktivitet fra det i forvejen kendte digitale spil, vi som producenter tager udgangspunkt i. Barnet tilpasser sin nye erfaring (fysisk aktivitet og motoriske opgaver) med det barnet i forvejen har i sit kognitive skema. Den fysiske aktivitet er altså i forlængelse af, hvad barnet allerede kender, så barnet tænker og føler det samme om den fysiske aktivitet som det digitale spil, og på den måde bygger videre på dets viden om spillet - men på et fysisk plan. 
Her skal vi samtidig sørge for, at vi med vores produkt får indført ny viden og handlemønstre. Der foregår altså også en akkomodation, altså at barnet ændrer den måde det tænkte om spillet før. Følgen kan her være, at hvor barnet før tænkte på det digitale spil, som noget der kun kan foregå foran en skærm, ændres det nu til at barnet både kan se, hvordan spillet kan benyttes digitalt og analogt i den fysiske verden.

Adaptationen, altså den aktive tilpasningsproces, tilstræber, at der for barnet bliver skabt ligevægt mellem de assimilative og akkomodative processer, altså her en ligevægt mellem at deltage aktivt i den fysiske aktivitet (tilpasse sig omgivelserne) og samtidig få opfyldt egne behov for at indgå i et socialt digitalt forum (tilpasse omgivelserne til sine egne).

2 kommentarer:

  1. Interessant indlæg, har i nogle overvejelser over hvordan i tænker/sikre at eleverne også for en adaption?

    Mvh.
    Vennekuffert.

    SvarSlet
  2. Min kommentar angår ikke ovenstående indlæg, men er et par generelle betragtninger:

    Fremragende initiativ med Twitter. Har I fået respons derinde?
    Måske kender I #skolechat?

    I må gerne lave et indlæg om målgruppen ud fra Jan K. Jakobsens tekst, samt komme med nogle overvejelser over kommunikation - både ifht. produkt og blog. Inddrag tekster og slides fra undervisningen.

    Til vejledningen talte vi lidt om Benny Austrings tekst. Det glæder jeg mig til at læse mere om.

    SvarSlet